Hvidt pudset hus med træfelter
På husets udvendige del er der valgt at kombinere den hvide pudsede facade med træfelter. Dette skaber en flot kontrast, og giver samtidig noget spil og varme til huset. Ved hoveddøren og vinduerne er der valgt at lave egetræsrammer, som passer til træfelterne, og som derved skaber en rød tråd i forhold til husets æstetiske udtryk.
Vinduerne er generelt store gulv-til-loft vinduer, der giver masser af lys ind i husets forskellige rum. Derudover er alle døre lavet med store vinduespartier, der gør, at de ligner vinduer. Dette giver huset et minimalistisk, moderne og stilrent udtryk.
Indenfor i huset er der valgt at holde den minimalistiske stil med hvide vægge og loft, lyst trægulv og ovenlysvinduer, der gør huset lyst og indbydende. I entréen og soveværelset er der desuden valgt at lade træfelterne gå igen for at skabe en dynamik og kontrast til de hvide vægge og skabe samspil mellem ude og inde.
Stor tagterrasse med flot udsigt
Et af målene med at bygge dette smukke, minimalistiske hus var at give husets beboere mulighed for at nyde den flotte udsigt. Huset har nemlig en eksklusiv beliggenhed med en fantastisk udsigt til vand og den omkringliggende smukke, grønne natur. Der er derfor valgt at lave en stor tagterrasse med glasværn, hvorfra det er muligt at nyde udsigten over skråningen.
Tagterrassen er overdækket med undtagelse af en åbning i tagkonstruktionen, hvilket giver mulighed for at sidde i både sol og skygge. På tagterrassen er der lavet god plads, så der er flere opholdsmuligheder og plads til både at hygge om eftermiddagen og spise ude om aftenen.